Ej stalker du?

Undskyld mig, men hvem stalker ikke? Jeg hader at man skal være direkte flov over at indrømme at man stalker folk på facebook, af ren nysgerrighed. Det ligger til vores natur at være nysgerrige og gerne vil vide mere om folk. Eller måske mest for det kvindelig køn. Der er bare så mange måder at stalke på, og det er bare en diskret måde at lære folk at kende på eller identificere dem. Det er så nervepirrende nogle gange, for man er bange for at komme til at like billedet på instagram, sende en forkert venneanmodning eller andre former for afsløring af sin mission.
Jeg føler mig også rigtig som en stalker, fordi jeg læser så mange blogge og føler at jeg nærmest kender folk fordi man ved så meget (og dog, det kommer an på hvor meget folk deler). Når man starter i en ny klasse, vil man gerne have et hurtigt førstehåndsindtryk af hvem man skal omgives med de næste år (selvom det måske ikke er den mest fair måde at dømme folk på). Når man er ved at falde for ham, kunne det være rart at vide hvem hans ekskærester er, hvilke venner han omgås med, for at danne et indtryk af hvordan hans personlighed måske er. Når veninderne snakker om en pige, som du netop ikke kender begynder man af nysgerrighed at stalke. Det hele sker jo på facebook, instagram, snapchat og diverse sociale netværk.
Jeg fandt mig selv i at smågrine og nikke genkendelig, da jeg sad og læste M!'s artikel her og nåede til punkt 3. At vi (kvinde syn) af natur er merenysgerrige end mænd. Så når vi har Facebookstalket alle dine ekskærester, dine venner, dine venners kærester og samtlige af dine kvindelige kollegaer, er det ikke, fordi vi er sindssyge. Det er bare en helt naturlig forskel på kønnene.
Jeg synes, ihvertfald ikke at det er noget at være flov over, for ALLE gør det. //M