Om bekymringer

Noget jeg har undret mig mig over er, hvorfor man nogen gange bliver irriteret, når folk bekymrer sig om en,  i stedet for at blive glad for, at der er en som faktisk tænker på en. Men når man er i selve situationen kan man ikke lade være med at blive irriteret på vedkommende. De bekymrer sig jo bare om en af en årsag - at de holder af en og ikke vil have at man bliver udsat for noget dårligt. Det er også rigtig sødt, og jeg kan udmærket godt følge dem. Så man burde sådan set ikke blive irriteret på dem, når man tænker over det. Men sommetider har man bare ikke behov for at høre på andres bekymringer om en, for man mener jo, at der ikke er nogen grund til det. Man har jo styr på det og kan klare det hele. Idet nogen bekymrer sig om en, er det som om troen på at man nok skal komme igennem alt problemfrit, forsvinder. Man vil ikke føle sig som et lille barn igen. Det er en tanke jeg ikke bryder mig om. Dette betyder dog ikke at jeg er ligeglad og utaknemmelig for de folk, som bekymrer sig om en. For det varmer hjertet, når man ved at der er nogen som "care" for en. Lige nogle tanker jeg havde i hovedet denne mandagaften...

-L