Cambodia #4

Så er jeg her igen med en masse glade historier fra Cambodia, hvor der vil også være lånte billeder fra gruppens album da jeg ikke selv var helt vild aktiv med kameraet for mobil aktiviteten var meget begrænset. Jeg beskrev jo i sidste indlæg om turen hen til Cambodia og vores varme velkomst fra børnene. Vi skulle bo hos en Munk som vi kaldte Frere Duc, og han ejede hele skolen og det hus vi boede i. Der havde været frivillige hele sommeren, som også kom med samme formål som os, måske nogle mere dedikeret, mens vi kom for at hygge og være sammen med fællesskabet. Der var nemlig allerede nogle amerikaner, og til første aftensbøn med dem fik vi alle indtrykket af at de virkelig var dedikeret til det her, da man kunne mærke deres lidenskab for bibellæsning, og derfra af var de egentlig bare mærkelige og vi brød os ikke så meget om dem. Vores gruppe kom med indstilling om at vi alle skulle hygge os, så mente de at vi bare kom og gjorde hvad vi ville og at vi var dårlige til at rydde op efter os (hvilket måske også passede delvist hehe). Men heldigvis skulle de kun være med os i tre dage, og så var de væk. Men med amerikanerne havde de også Frere Phong med, som var ham vi mødte tilbage i Oktober til Tam Linh i Danmark, den flinke munk. Han tog også med amerikanerne hjem, og han havde virkelig styr på skolen og børnene, det var så sejt at se. Udover amerikanerne var der også en amerikansk præst, Cha Hai, som nok er den sejeste og chilleste præst jeg nogensinde har mødt. Han var god til ALT og han var bare det modsatte af det kedelige præste-billede vi har i vores hoveder. Men det var rart at møde en præst der var så nede på jorden, og altid så glad og smilende. Så var der jo munken Frere Duc, som også var den sjoveste munk. Han var altid så glad og lavede sjov med os, og så var det ham som stod for madlavning hver dag til 40 mennesker. Han gjorde det ihvertfald godt, for maden var meget bedre end forventet. Hele stedet var meget bedre end forventet, for folk var rigtig positivt overrasket.

Det her var Frere Duc's residential, men huset er større end på billedet.

Et lidt bedre billede, så i fornemmer hvor jeg har tilbragt to uger i mit liv. 

Heroppe havde vi morgenbøn, middagsbøn og aftensbøn hver dag.

Så fik vi den geniale ide, at vi alle skulle have de samme sko, nemlig vores Cambodia sko.

En glad Nhu og Dat, for det er amerikanernes sidste dag. Ej det kan godt være at jeg lyder tarvelig når jeg snakker om dem, for de har ikke gjort os noget. Men det ændrer bare ikke vores mening på at vi synes de er mærkelige.. 

Hurtig fandt vi en dagligdag, og hverdagsrytmen blev nemmere at håndtere. Dagene bød på at vågne kl 5.30 eller 5.45 for at nå morgenbøn og morgenmesse kl 6 om morgen, hvorefter der var morgenmad. Efter morgenmaden skulle grupperne ud og lave det arbejde man var ansvarlig for, som jeg vil komme ind på senere, og arbejde indtil kl 11. For kl 11.30 var der middagsbøn, og frokost. Når alle havde spist kunne man slappe af og sove, aka holde siesta, som man gør i asien og andre varme lande. Kl 14, startede arbejdet igen som fortsatte til kl 17, hvor der var aftensbøn kl 17.30 og aftensmad. Ved aftensmadstiden var solen også gået ned, så man sad ved fælles-"stuen" og hyggede med kortspil eller bare hinanden. På et tidspunkt blev vi så indkaldt til aftensrefleksion hvor vi skulle snakke om dagens forløb, aftale rengørings/køkkenhold og bare reflektere. Vi havde også fået udleveret en dagbog, som vi kunne føre under forløbet for bedre minder og bagerst i dagbogen var der et brev, som vi IKKE måtte åbne før sidste aften. Efter refleksion var de fleste trætte og gik i seng, for dagene var jo lange, og ellers var der bare fri hygge. Jeg brugte altid mine aftener helt ud og gik ikke i seng tidligt, for dagene var korte og der skulle bare hygges SÅ meget så muligt.

Vores hyggelige aftener med en masse kortspil

Vores fælles stue, som var meget multi funktionelt da det blev brugt som spise stue, lægestue, hyggestue og alt hvad man ellers kunne finde på. 

Vores arbejde i Cambodia var delt ud blandt deltagerne, og vi var delt op i 3 grupper som var lægeteam, undervisningsteam og byggeteam. Jeg var på undervisningsteamet, så jeg kan kun fortælle jer om det. Vi var delt op i morgenhold og eftermiddagshold, så vi kunne nå at forberede undervisning til eleverne som ellers altid stod klar til skole en time før skolens start. Så dejligt at se entusiasme fra børnene. Ingen af os vidste rigtig hvad vi skulle forvente, så at forberede os var noget vi egentlig ikke brugte så meget tid på, for når man står oppe ved tavlen bliver undervisningen også bedst når man tænker lidt udenfor planen og rammerne. Men jeg må indrømme at det kræver meget mere end man lige tror, at være lærer. Man skal virkelig holde styr på sine elever, for de larmer og de snyder og så skal man gøre undervisningen spændende før de gider. Her bestak vi børnene med slik og klistermærker, som de samlede på. Hvis de var ulydige skulle vi tage en snak med dem, eller tage deres navneskilte fra dem. Det andet problem var også kommunikationen, fordi VI kunne jo ikke snakke Khmere, og de kunne ikke snakke engelsk. Den eneste mulighed var at kommunikere med de vietnamesiske børn i klasserne, men det sendte ikke et godt signal til resten af klassen at man lige favoritiserer dem. Og så var der bare en stor variation af alderen og deres dygtighed i klasserne. Vi havde elever der var fra 8 - 16 år fordelt i 4 klasser, hvor man klart kunne mærke forskel i den ældste klasse. Der var også virkelig mange elever i EN klasse, så man brugte virkelig meget energi. 

De sad så pænt hver morgen med Frere Phong, hvor anh Linh senere skulle overtage rollen som skole inspektør.

En god læringsmetode for børnene er sange!

Her observerede vi en undervisningsklasse styret af Frere.

Her er min lærer-makker Dat.

Da vi så amerikanernes forhold til børnene, tænkte vi først.. SÅ godt kommer vi SLET ikke til at binde med børnene, fordi der var SÅ mange og vi brugte slet ikke så meget tid med dem som amerikanerne gjorde. Vi var mere for os selv. Men det gik stærkt, og man genkendte flere af eleverne som hilste på en, og krammede en. Hurtigt knyttede vi bånd til de små, og det var også fordi vi var i Waterpark med dem. En uforglemmelig oplevelse at hele gruppen tog med 100 børn til Waterpark. Vi skulle være ansvarlige for at transportere børnene til Waterpark på cykel, fra den lille landsby over Mekong floden og igennem Phnom Penhs travle veje med masser af biler. Det kalder jeg adventure. 

Her ser vi den nye hr inspektør snakke Khmere på bedst vis.

Mingler med de cambodianske børn

Flere søde børn

Min veninde som jeg bondede rigtig godt til, Srey Ni.

En super hyggelig fællesaktivitet med hele gruppen. Virkelig en god ide.

Hele gruppen var også ude og besøge en landsby, hvor der primært boede vietnamesere for at dele det daglige brød iform at nudler, ris, sukker og soya til hver familie. Det var rigtig spændende at komme tæt på hvordan folk boede og levede. Derudover oplevede hele gruppen også en døende kvinde, som havde kræft og skulle igennem sin sidste time. Det var virkelig en oplevelse som ingen havde prøvet før, og det gav også kuldegysninger og tårer. Det var så sørgeligt at opleve, og det var som om hele stemningen bare blev trukket ned, men blev hevet op igen da vi mødte en masse glade børn. Vi delte tandspasta og klistermærker ud til dem, og aldrig i mit liv har jeg set børn så glade for tandpasta. Det var en meget følelses-turbulent dag hvis man kan sige det på den måde. Vores følelser var ihvertfald på en rutschebane, og det var svært at tage alle indtrykkene til sig den dag da den var meget hektisk.

Se alle de søde børns smil

Vi skulle sejle på små både over Mekong floden.

Det var også helt utroligt, hvor hurtigt børnene ville binde til os, og fra første sekund af stod de alle og krammede en. Så rart. 

Som tiden gik var de 11 dage gået som lynet, selvom nogle af dagene føltes som to dage. Det var mærkeligt at skulle forlade stedet, for det var jo blevet vores hjem de sidste 11 dage. Vi havde nået at lave så meget på så kort tid, og alligevel kunne vi godt bruge nogle dage ekstra, for at udrette mere hjælp. Vi nåede at dele det daglige brød ud til hele den landsby vi boede i, vi nåede at lave klistermærke-marked for de små (hvor de kunne købe slik for de optjente klistermærker), vi nåede at lave eksamen på alle børnene for at vælge de 30 bedste ud, byggeholdet nåede at færdiggøre et hus og starte på 2 nye, lægeteamet nåede at få en del patienter og hjalp dem med briller, operationer og hvad mere de kunne gøre. Vi havde også den bedste afslutning med børnene, og det var virkelig sørgeligt at skulle sige farvel til de små. De havde virkelig knyttet et bånd til os, og det havde vi jo ikke forventet. Så afskeden var med tårer, og man kunne ikke undgå at blive rørt.. Men sidste aften blev også fejret med god mad, og aftenen inden cyklede vores fælleshold ud til Phnom Penh for at spise fint og fejre næst-sidste-aften. Til sidste aftensrefleksion fik vi lov til at åbne vores breve, og jeg havde egentlig forventet et brev fra min mor ligesom til Tam Linh, men det skulle ikke være det samme den her gang. For brevets afsender sad lige ved siden af mig, og det var så anh Linh der havde skrevet det. Det var virkelig et smukt brev, og det betød virkelig meget for mig at det kom fra ham og jeg blev rørt. Jeg ved at jeg altid kan tage det frem når jeg har brug for det.

Flotte solnedgange

Det er synd for børnene at udsætte dem for eksamen.. men vi kender godt til det selv, og det er ikke meget bedre at stå på den anden side heller. 

Klistermærke marked med lækre snacks fra Amerika.

Vores lille madudelings system 

Mig iført i de kendte Cambodia shorts, som hele holdet også rendte rundt med hehe.

Pigeholdet forbi Mekong Maria statuen, som blev fundet i Mekong floden.

På cykel igennem Phnom Penhs store veje, virkelig en sjov oplevelse også.

Lækker vietnamesisk mad på en god restaurant i Cambodia.

Vores sportsdag.

Triste Lai som står i midten.

Mine børn..

Spot hvor mange glade børn der er..

Efter en god afslutning med børnene, havde vi fællesmiddag om aftenen og taler fra forskellige folk. Det var en god afslutning på turen, og så var vi også parate til at blive sendt afsted tilbage til Vietnam. Håber ikke at indlægget blev alt for langt, men det er svært at få presset to ugers oplevelse ned i et indlæg. Men de fleste hovedpointer er kommet med, som jeg synes er vigtigt. Sidste del incoming, stay tuned //M